Koh Lanta – hvad blev der af uspoleret?

Koh Lanta var én af de destinationer, vi havde glædet os ret meget til, da vi havde en skøn uge på øen for 10 år siden. For at genoplive de gamle minder bookede vi os ind på det samme resort, Lanta Palace, som vi boede på dengang, men der skulle dog møde os noget af en skuffelse. Selvom der var blevet udvidet, var det på ingen måde blevet holdt ved lige, og der svævede sådan en stemning af ligegyldighed blandt de ansatte, som var sjuskede og dovne med deres ting. Det var noget trist at se det dejlige sted være gået i forfald, og vi måtte tilbage til vores gamle billeder for at se, om det er vores standarder, der har forandret sig mere end stedet – konklusionen er, at det nok er en kombination. Vi bestemte os for kun at blive hængende på det hotel et par dage, og tog videre til Coco Lanta, som var et super lækkert sted med ren pool, søde og opmærksomme tjenere, super roomservice, æstetik i indretningen og den slags.

Generelt var det helt vildt at se, hvad der er sket på Koh Lanta på 10 år. Vi husker, at vi var på scooterture, hvor der gik elefanter på vejene. Øen var dengang meget uspoleret og uturistet, men det er fuldstændig slut nu. Overalt er der resorts, restauranter og butikker – og det er både på godt og ondt. Standarderne er mange steder blevet bedre, men samtidig er der så meget affald og skrald. Det er svært at lade være med at tænke på, hvor smuk naturen er i forhold til det, der er menneskeskabt, og hvor grimt det menneskeskabte bliver, hvis det ikke holdes ved lige.

Vi tog på lidt forskellige scooter-ture – bl.a. til Old Town, hvor vi havde en helt formidbel udsigt ud over vandet, hvor vi shoppede lidt. Vi tog også til vandfaldet Khlong Chak. Det tager ca. 45 minutter at gå derud, og vi var lidt udfordrede undervejs af, at Adam faldt og fik et (synes hans selv) ufatteligt stort sår på knæet, og så gik han helt amok da han fandt ud af, at vi ikke havde plaster med – og han græd nok sådan ca. i 20 minutter. Det er sådan noget, der trækker lidt tænder ud og kræver noget tålmodighed. Vi nåede dog hen til vandfaldet, og mens Viggo, Jonas og jeg badede i den lille sø og under den dejlige kolde stråle vand, der falder ned fra bjerget, stod Adam bag et træ og kom sig. Turen tilbage var igen med godt humør, og vi fandt en hule, hvor Jonas – til børnenes fryd – kravlede op i en tynd træstamme (dejligt for Jonas at der ikke skal så meget til at imponere dem 😉 )

På et tidspunkt havde vi nok lidt en tanke om, at drengene i løbet af turen skulle blive lidt mere hårdføre og klare mere uden at blive kede af det. Det er de måske blevet, men det der nok har forandret sig (mindst) lige så meget er vores indstilling til deres gråd – græder de – så er det fint nok, og turen kan godt være god alligevel.

På Koh Lanta brugte vi en del krudt på via TripAdvisor at finde noget god (vestlig) mad – og det lykkedes. Vi kørte rundt på scooter til både frokost og aftensmad og fik nogle rigtigt gode måltider – tit til en rigtig god udsigt. En af aftenerne tog vi til Yang Garden Restaurant. Der skete der det helt ufattelige, at tjeneren sammen med drikkevarerne kom med en lille kurv med det dejligste rustikke og salte brød med en lækker mayonaise til. Det var himmelsk. Vi bad om mere brød 3 gange inden han kom med maden, og han smilede lidt hver gang, og tænkte nok at vi var lidt mærkelige.

Ellers har vi været en del i poolen, og så bruger vi også en del tid på ”smølfespillet”, som børnene har på IPad’en. Vi kan godt mærke, at vi allerede har oplevet meget, og nogle gange sagtens bare kan chille på hotelværelset en halv dag.