Sikke nogle fede dage vores Thailand-tid er startet ud med. Vi tog fra Phuket nogle timers kørsel mod nord til Khao Sok junglen, hvor vi logerede ind i Anurak Community Lodge – et virkelig skønt jungle-resort med luksuriøse bungalows og restaurant midt i junglen med udsigt til intet andet end bjerge, palmer og træer. Luksuriøst betyder, at alt var rent, pænt og stilfuldt og at der var aircon på værelserne. Herfra tog vi på forskellige ture – på river cruise på tømmerflåder lavet af bambus, på ”elephant experience”, hvor vi fik lov at lave mad til, fodre og tage bad sammen med elefanten Sonboon (kæmpe hit for børnene) og en dagstur på longtail båd ind på den isolerede Cheow Lan Lake. Det var en smuk sejltur med udsigt til bjerge og klippeformationer.Vi holdt frokostpause helt inde i bunden af søen, hvor der er etableret nogle floating-houses, hvor man faktisk kan overnatte midt i ingenting og i meget primitive omgivelser. Vi nøjedes dog med at få frokost der og sejle lidt i kajak inden. Om aftenen blev der lavet bål, og vi grillede skumfiduser og majs, og fik dejlig thaimad. Vi mødte Anna og Ausdis (mor og datter) fra Island, som vi fulgtes med på turene – de var rigtigt hyggeligt selskab, og vi nød at dele oplevelsen med nogle.
Nu er vi logeret ind i en bungalow i Khao Lak. I dag har vi været ved stranden, hvor vi fik os en dukkert i dejlig solskin. Pludselig trak sorte skyer ind over os, og i løbet af få minutter gik det fra fuld sol til fuld regn. Adam og Viggo syntes regnen var fantastisk. De fandt et sted, hvor der var en tagrende uden nedløbsrør, og så endte regnvejret i et brusebad til lyden af reggae fra strandbaren. Bagefter spillede vi fodbold på stranden i regnvejr – skøn dag, og dejligt når det lykkes at en praktisk foranstaltning, som det er at tjekke ind her inden vi skal videre ender med at blive en mindeværdig oplevelse.
De første dage i Thailand bekræfter, hvorfor vi glædede os til at komme til Thailand. Her er smukt og thaierne er åbenlyst mere gearede til turister. En lille, men dog betydningsfuld forskel er, at samtlige guides og chauffører vi er stødt på her i Thailand ind til nu er smilende og serviceorienterede i sammenligning med Filipinerne, hvor de fleste båd-mænd og tri-cycle chauffører virkede triste og irriterede på turister. Og så er der lige maden, som er så dejlig her – drengene er også begejstrede, og brokker sig kun lidt, når den er for stærk.
Efter at vi har sagt farvel til Singapore er vi begyndt at tænke på, at det her eventyr ikke varer evigt. Vi har 5 uger igen af vores tur, og vi er begyndt at snakke mere om ”det hvide hus” (som Adam kalder vores hus i Brabrand), og vores tanker om den hverdag der venter os, når vi kommer hjem. Vi er begge ramt af ambivalens i forhold til at skulle hjem. På den ene side glæder vi os til at komme hjem og tage hul på (hvad der føles som) et nyt kapitel i vores liv – i hus frem for lejlighed og med større og mere selvkørende børn. På den anden side er det uvurderligt at få lov at opleve så meget sammen, som vi gør her, og at være så uforstyrret sammen. Det føles lidt som om, at tiden er sat på pause mens vi er her. Derhjemme er det lidt som om at den ene uge tager den anden uden at man lægger mærke til det. Her er det helt anderledes. Hver eneste uge oplever vi noget nyt, og selvom vi har været afsted i lang tid, så er det lidt utroligt, at det ”kun” er godt to måneder siden vi tog afsted, for vi er så mange oplevelser rigere.






















2 Comments
Det ser bare lækkert ud. Fantastiske billeder 😄 Jonas du er nu ret sej med den elefant 👏
Dejligt at I får en masse gode oplevelser, og kan opleve naturen så intenst. Overskydende skattepenge går ind på kontoen i morgen, hvis I skal have noget tilbage. ( lige en serviceoplysning her fra Danmark.😊 )