Ao Nang – turistmekka og villaliv

Efter Koh Lanta sejlede vi til Ao Nang, som er et sandt turist-mekka med bunker af resorts, restauranter og butikker langs strandpromenaden. Efter at have boet relativt afsides steder i lang tid tænkte vi, at det var fint med noget byliv. Vi logerede ind på Phra Nang Inn, som ligger nærmest lige i hjertet af det hele. Inde på resortet føltes det som en lille oase med flere pools med masser af grønt omkring, og i det sekund, man træder ud, går man ud i kaos med folk der hiver i os for at få os til at købe noget. (Oase-oplevelsen på resortet varer dog kun til kl. Ca 21, hvor vores eget hotel og de to hoteller ved siden af os kæmpede om vores opmærksomhed med deres høje og ikke særligt gode live musik – man kan prøve at forestille sig moderne popsange med thai-accent. Vi gik all in på turistfælderne – købte souvenirs, fik massage, og så tog Jonas og Adam til thai-boksning. Det krævede vist lidt forklaring fra Jonas’ side – ”Altså det er jo bare en sport, hvor man vinder hvis man er rigtigt god til at slå de rigtige steder”. Adam var så stolt, da de kom hjem kl. 23 om aftenen.

Vi havde booket 3 nætter på Phra Nang Inn, og det var helt passende. Vi tog nogle meget afslappende dage (en af dagene kunne vi ikke engang tage os sammen til at gå i poolen). Vi tjekkede ud, hvad turister generelt laver i Ao Nang, og det bærer meget præg af, at det er et oplagt sted at tage til, hvis man lige skal 2 uger til Thailand. Det er let at komme dertil, og der er bunker af turister, som gerne betaler kassen (sammenlignet med andre steder) for at komme på en bådtur rundt til de forskellige små øer og strande. Det resulterer i, at det stort set er umuligt at få de der gode naturoplevelser af uspoleret natur, for der er turister overalt. Retrospektivt kan man se Filippinernes skønhed i et lidt andet lys – til gengæld kan man få virkelig god mad i Thailand.

Vi flyttede ud af byen til Lux Family Villas – et vidunderligt sted, hvor vi havde vores egen ”villa” med køkkenalrum og to soveværelser. Det er første gang i alt for lang tid, at vi kunne lave mad selv, så vi tog til Thailands svar på Bilka og handlede ind, og lavede mad – aldrig har wraps smagt så godt. Og så var det lidt som om, at det gik op for os, at Thailand-eventyret nærmer sig sin afslutning, og vi kom lidt op i gear. Vi fik fat på en scooter og kom igen på nye oplevelser.

Vi tog til slangeshow – en relativt grænseoverskride oplevelser med kobra- og pyton slanger ALT for tæt på os (vi var de eneste til showet). Lige inden showet fik vi – for hver af slangerne – at vide, hvor lang tid der går fra man bliver bidt, til der begynder at løbe blod ud af øjne og næse og til man til sidst dør, og jeg sad og tænkte på, hvordan man hurtigst kommer på hospitalet, og jeg havde det frygteligt med ikke at kende Thailands svar på 112. Slangetæmmeren var en sød men blæst type. Han gik rundt og virkede lidt urolig – tog et par små skarpe indimellem for at få mod, og det hvide i hans øjne var helt rødt … hmm … Jeg spurgte om han nogen sinde var blevet bidt a en slange, og han rakte smilende og nærmest stolt sin ene hånd op, hvor der manglede en finger. Adam syntes, at slangeshowet var SÅ sejt, og vi rørte alle sammen ved slangerne. Når jeg sådan strøg hen over dem – for at få det overstået i en fart – sagde slangetæmmeren: ”Try and grab around it – you can feel it’s muscles” – og med så stærk en opfordring var det jo svært at lade være – men yikes altså – det var med galopperende hjerte. Jonas prøvede at være cool – lige ind til et bestemt tidspunkt, hvor angstens latter skar igennem. Slangetæmmeren tog fat i den pytonslangen, og holdt dens hoved stramt, så munden åbnedes – derinde kunne man se en del af dens 120 tænder, som vi fik lov at se. Da han kom hen til Jonas tog han sådan – lidt for sjov – i et hurtigt tag slangen ned mellem Jonas’ ben. I skulle have set ham – det var et genialt syn. Slangetæmmeren grinte og sagde: ”Don’t worry – it doent’t eat king cobra – ha ha ”

En anden dag kørte vi hen til ”the monkey trail”, hvor man kan trekke 20 minutter op over et lille bjerg for så at komme til en skøn strand, som man ellers kun kan komme til med båd. Endelig en strand, som ikke var overbefolket. Vi tog også til ”The tiger Cave temple”, som er et buddhistisk sted med masser af munke og templer. Der kan man gå 1300 trappetrin op til et tempel på bjerget. Det kastede vi os ud i, men måtte dog sande, at opgaven var lidt for stor. Adam og jeg vendte om efter 530 trin, mens Jonas fortsatte op med Viggo på skuldrene. Adam og jeg gik ned og fodrede aberne, som holder til ved templet, og som konstant er på jagt efter turisternes mad og drikke. Jonas kom ned – fuldstændig gennemblødt. Viggos shorts var også gennemblødt af sveden fra Jonas’ t-shirt. Endnu en skøn tur, og på vej hjem tænkte vi på, at det måske var vores sidste tur (nogensinde) os 4 sammen på en scooter. Det var lidt vemodigt – ligesom det er lidt vemodigt at skulle sige farvel til Thailand, og indse, at vi kun har et land tilbage.