Et fantastisk eventyr er slut

Det er med blandede følelser, at dette sidste blogindlæg bliver skrevet. Vi er i Negombo, en by nord for Colombo i Sri Lanka, og tæt på Colombo International Airport. I morgen rejser vi hjem. Hvor er det underligt at skrive.

Den seneste uge har vi været langs Sri Lankas sydkyst. Vi har været på hvalsafari og set blåhvaler, vi har været ved skønne strande, det har været Buddha’s fødselsdag, som bliver fejret i gaden rundt omkring, vi har været inde at se et gammelt fort, og vi har besøgt en havskildpaddefarm, hvor vi fik lov at være med til at sætte to baby-skildpadder tilbage i havet igen efter at de var blevet udklækket på farmen. Alt sammen har været fine oplevelser, og alligevel har vi ikke rigtigt været oppe at køre over det – nok fordi vi har oplevet så meget, at det er svært at blive ved med at sætte sig op til nye oplevelser.

I forhold til Filippinerne og Thailand har vi været meget på farten i Sri Lanka. Vi har max sovet 3 nætter det samme sted, og vi har set rigtigt meget af det her skønne land, som har så meget at byde på, uden at alt er gennem-turistet. Der er stadig rig mulighed (især her i lavsæsonen) at få ret originale oplevelser uden at der er et væld af turister at dele det med.

Lige nu er vi logeret ind på noget, som hedder Tropical Villas i Negombo. Det er nok det bedste sted, vi har boet i Sri Lanka – med to store værelser, terrasse, pool og den sødeste smilende tjener, som løber rundt (altså – virkelig løber rundt), for at servicere os gæster. Terrassen er lige ved poolen, og vi laver stort set ikke andet end at bade og slappe af.

Før det boede vi på et – på papiret (eller på booking.com) helt fabelagtigt sted. Det var en kæmpe villa med flot arkitektur med store værelser, højt til loftet, eget køkken, kæmpe badeværelse, kæmpe terrasse (til stort set ingen penge). Det var indrettet med flotte dyre møbler og udstyr – ex. en kæmpe gas-ovn og alt i hifi – som vi ikke har set noget andet sted i Sri Lanka. Virkelig luksuriøst. Det man ikke kunne se på booking.com (ej heller i anmeldelserne) er, at det tusse gamle tog kører lige i baghaven, og hver gang det kommer, tuder hornet horribelt højt – fordi der er en jernbaneovergang næsten lige ved siden af villaen. Det var helt crazy højt, og Viggo gik nærmest i panik, hver gang det kom susende forbi (det første tog kom heldigvis først kl. 6.30 om morgenen 😉 ). Ejerne var 2 unge mænd (altså på vores alder :)) – som sammen med deres ansatte sådan lidt kom og gik i løbet af dagene, hvilket var lidt mærkeligt. Ex. kom de for at fylde køleskabet op med drikkevarer, eller kom for at feje lidt, eller for at slukke noget lys. Det var sådan at pludselig – førend vi vidste af det, så stod der en ung mørk gut i køkkenet og var i gang med et eller andet. Det gav sådan en underlig oplevelse af ikke at have huset for os selv – og vi havde af og til også selskab af naboens gigantiske rottweiler, som kom løbende, logrende med halen til min store angst! På en eller anden måde var der noget suspekt ved stedet, som gjorde at det trods luksus var rart at tage derfra. Og nu skrev jeg med vilje det med en ”ung mørk gut”, for måske er det bare os, som til trods for, at vi i 3½ måned har været nødt til at stole på alle mulige tilfældige mennesker, vi har mødt, ikke kan sige os fri for at være mistroiske i forhold til bestemte typer mennesker. Det spørgsmål, vi stiller os selv er nok, hvorvidt det er en form for racisme, som vi burde gøre op med, eller om det er god sund fornuft og dømmekraft. Uanset hvad, så er noget af det, vi ikke kommer til at savne, afhængigheden af at kommunikere med mennesker, som er ret dårlige til engelsk. Vi er blevet ret gode (især Jonas) til at kommunikere direkte – nærmest kommanderende med chauffører, tjenere, receptionister osv. – og vi har en samtale kørende om, hvorvidt det er passende. Jonas’ argument er, at det er den måde, de bedst forstår beskeder på (og som de egentlig helst vil have beskeder). Mit argument er, at man jo godt kan være højflig og smilende, når man beder om noget. Faktum er, at der er større chance for, at vi får det som vi gerne vil have det, hvis det er Jonas, som kommunikerer. Så kan vi jo tænke lidt over det.

Nu er det snart tid til at pakke vores back packs en sidste gang, og det er med blandede følelser og dog med stor parathed til at komme hjem. Som Jonas sagde i dag: ”Det er jo en katastrofe, at den her rejse er slut” – og det er det! Det er simpelthen så vemodigt, at det er slut, og samtidig glæder vi os til at komme hjem.

Vi har talt om, at vi glæder os til vores næste rejse, som vi håber bliver inden alt for længe. Ikke fordi vi egentlig har specielt meget lyst til at fortsætte med at rejse lige nu, men fordi vi ved, at vi bliver sultne igen, og det er så fedt at rejse sultne ud i verden. Lige nu er vi mætte. Vi er så mætte, at egentlig ret fede oplevelser ikke gør det store indtryk på os længere. Det er tid til at rejse til Danmark og til at tage hul på næste kapitel.