Farvel og på gensyn skønne New Zealand

Det er sidste dag i camperen i New Zealand, og vi er ved at få os gjort klar til at komme videre. Vi har nydt de seneste dage. Da vi forlod Queenstown havde vi lyst til noget afslapning med pool og legeplads, hvor børnene bare kunne lege. Jonas fandt et sted ca. 2 timer fra Queenstown, hvor vi så kørte afsted. Vi skulle egentlig have været til Dunedin, men da de lovede regn dernede, droppede vi det. Da vi kom hen til campingpladsen, så det hele noget tvivlsomt ud – receptionen var tom, og der hang en seddel på døren om, at man skulle henvende sig på hotellet på den anden side af hovedgaden. Det gjorde vi så – Jonas gik ind, og vi fik os en plads for 250 kr. for en nat (standardpris for gode campingpladser). Da vi så kørte tilbage og fandt vores plads var det hele simpelthen kun til at grine af. Alt var fuldstændig smadret og misvedligeholdt. Poolen var så klam og overhovedet ikke ren. Legepladsen lå 300 meter fra campingpladsen. Toilet og køkkenfaciliteter lignede noget af østeuropa før murens fald (ikke at jeg har set det, men jeg har mine forestillinger). Efter lidt insisteren fra min side og basken med armene, accepterede Jonas at gå tilbage og sige, at vi havde fortrudt og gerne ville annullere vores køb. Campingmutter blev SÅ fornærmet og spydig. Jonas kom til at sige: ”Well, the pool is full of leaves, so ….” hvortil campingmutter svarede: ”NO! That is such an overstatement. It is not FULL of leaves”. Lige den type samtale, Jonas elsker mere end noget J Anyway – vi fik vores penge retur og skyndte os at komme afsted. Kørte kun 4 km, hvor vi fandt en rasteplads lige ved en smuk sø. Her hoppede Jonas i søen for at ryste oplevelsen af sig, og vi spiste aftensmad med vores helt egen sø-udsigt.

De sidste par dage har vi tilbragt i Timaru (2 timer syd for Christchurch), hvor vi har været i vandland og på en hyggelig tur igennem Caroline Bay (havnefronten) og gennem byen. Ellers har vi slappet af på campingpladsen, hvor børnene har hoppet på hoppepude. Der var nogle andre danskere, som vi faldt i snak med – hyggeligt som man pludselig har meget til fælles som danskere – blot fordi man er på den anden side af jorden. Vi har mødt flere danskere og tyskere som er i autocamper her i NZ. Det mest klassiske er tilsyneladende at tage 3-4 uger i autocamper. De fleste vi har mødt, som nærmede sig afslutningen af deres ferie var godt og grundigt klar til at komme ud af camperen. Vi er lidt spændte på, om vi får det på samme måde, når vi nærmer os afslutningen af vores camperferie i Australien. Lige nu nyder vi det hele i fulde drag i al sin langsommelighed. I dag tog jeg mig selv i, da vi sad og slappede lidt af efter køreturen af sige: ”Det er da noget af en træstup, der er derovre”. Jonas kiggede derover, og kiggede så på mig, og begyndte at grine. Hvor ligegyldig en kommentar er det lige? Måske et meget godt eksempel på, at vi er ved at være helt i slowmotion her. Det hele går dejligt langsomt., solen skinner, børnene leger (for det meste). Nu er det ved at være farvel til New Zealand. Når vi kommer tilbage (med større børn, eller uden børn), så skal vi så meget mere ud op opleve naturen til fods. Det glæder vi os til.