Efter en god ankomst kørte vi ind i landet – først i Valladolid og efter to dage videre til Campeche.
Turen til Valladolig gik strålende, og vi ankom til Casa de la Luz – et smukt hus, som Britiske Joana havde tegnet, fået bygget og indrettet. Det var skøn luksus med bløde senge, veludstyret køkken, hyggelig have med en lille pool som vi kunne køle os ned i. Eneste streg i regningen var, at huset var omringet af en kæmpe hønsefarm med rigeligt med haner = solid galen fra kl. 3.30 om morgenen. Til vores forbavselse kan man faktisk godt sove selvom hanerne galer om ørerne på én, men vi blev også enige om, at det ikke gjorde noget, at vi skulle videre efter to nætter med den slags morgenvækning.
Vi tog på udflugt til Chichen Itza, som er en af verdens syv vidundere; en Maya landsby med imponerende templer og andre stenkonstruktioner. Det er fantastisk imponerende, hvad Mayaerne formåede at producere af pyramideformede tempelkonstruktioner i fraværet af lommeregnere, tommestokke og gravemaskiner. Der er i Mexico en stor stolthed omkring Mayafortiden, med de forskellige landsbyer, der udgør væsentlige turistattraktioner rundt omkring i Yucatan. Det er ikke mindst interessant i disse tider, hvor der rundt om i verden sættes fokus på den ulighed, der er opstået som resultat af kolonimagternes dominans og udnyttelse af koloniserede landes ressourcer. Uligheden mellem kolonimagterne og de koloniserede bliver tydelig, når man er på disse turistattraktioner, hvor lokale med relativ aggressiv/desperat attitude sælger souvenirs, såsom Maya masker, Maya tæpper, Chichen Itza-figurer osv. til (rige) turister. Det kræver omtanke at besøge et fattigt land på en respektfuld måde.
På vej hjem fra Chichen Itza tog vi i XKeken cenoten tæt på Valladolid. Cenotes er over- eller underjordiske ferskvandshuller, som opstår når kalksten kollapser og afslører skjult grundvand. Vandet i cenotes er meget klart og det er ret magisk at gå ned i en underjordist cenote, hvor lyset strømmer ind fra en hul i ’loftet’. I Yucatan er der 6000-7000 cenotes af forskellig størrelse. Xkekel tilbød en dejlig kølende dukkert, selvom Viggo ikke var kæmpe fan. Han ville hellere se, om han kunne fange de små sorte fisk, der svømmede rundt i vandet.
Da vi kom tilbage fra vores udflugt holdt der en lysegrå bil lige foran vores indkørsel, så vi ikke rigtigt kunne komme ind. Det var en af Joanas naboer, og så snart Joana opdagede, at vi ikke kunne komme ind, ringede hun til naboen og han kom og flyttede bilen. Det blev første gang ud af 4, hvor den lysegrå bil var parkeret lige præcis der, hvor indgangen til Joanas hus var. Og hver gang fik hun roligt fat i naboen, som efter 10-15 minutter ankom smilende og flyttede bilen. Han ville snildt kunne have parkeret et sted, som muliggjorde, at vi kunne komme forbi, men det valgte han så ikke at gøre – måske fordi det ville kræve at han skulle gå 20 meter. Det er et blandt mange eksempler på en meget anderledes attitude, end vi er vant til. Det er let at forestille sig, at den slags parkering kunne udvikle sig til en nabokonflikt, men i Mexico tager man ikke den slags så tungt. Tid forekommer en anelse mindre kostbar. Det kunne vi med garanti lære noget af.
Vores dage i Valladolid var helt forrygende med en enkelt undtagelse. En af aftenerne havde jeg netop puttet Viggo, da jeg opdagede, at en ganske stor fugleedderkop var på vej fra min ryg på min skulder. Jeg gik helt i panik, og da jeg ikke lige umiddelbart kunne vifte den af, flåede jeg min bluse af, og så var edderkoppen væk. Jonas – som havde hørt mig skrige højere, end nogensinde før – kom farende og kiggede på mig. Et øjeblik kom jeg i tvivl om, om jeg havde set syner, for edderkoppen var væk. Men så kom den krybende – det lille bæst – ud under sengen, og Jonas forsøgte at nakke den med en hovedpude. Det var for ineffektivt til min smag, så jeg top en sandal og klappede den sådan en, så dens klamme blod lavede pletter på tæppet. Kæmpe Chok – men også lidt sjovt … bagefter.
Efter 2 overnatning i Valladolid kørte vi nordpå til Campeche. Vi havde booket os ind i et beach house nordvest for Campeche. Det endte med at blive lidt af en skuffelse. Det var stormvejr, da vi kom, og stormen gjorde det praktisk talt umuligt at bade i både husets pool og havet, så bedst som vi troede, at vi skulle have drengene i gang med noget snorkling, så stod den på whist, 500, terningespil og en tur ind til Campeche, hvor Jonas fik købt de obligatoriske fodbold t-shirts til drengene.
Ruten ind til Campeche var charmerende – flotte høje palmer i midten mellem vejbanerne og havet på en den ene side. Inde på det centrale torv i Campeche ligger en katedral med to tårne, og lige ved siden af et stort torv med malede bygninger hele vejen rundt. Langs den ene side af torvet var en smuk nymalet gul facade, og det er Mexicanske bygninger, når de er smukkest. De Mexicanske byer er præget af malede huse, som – for de flestes vedkommende – ikke er vedligeholdte, hvilket er ærgerligt, for de vedligeholdte huse er smukke og charmerende. Afskallet maling til gengæld – i kombination med rigeligt med affald, der ligger og flyder får store dele af byerne til at se fattigt og snusket ud. Rundt omkring kan man dog se, at alle mulige byggerier er i gang. Katedralen var ved at blive istandsat, og forskellige steder er man i gang med at udvide eller istandsætte turistattraktioner. Et sted var ca. 50 mænd i gang med at hugge beton/fliser op med håndkraft, fordi en sti skulle udvides. Det forekommer helt vanvittigt, at den slags arbejde bliver udført med håndkraft, snarere end med maskiner. Det fortæller sin egen historie om, hvor billig arbejdskraften må være i Mexico.
Leave a reply