Vores tid i Palenque har været fantastisk. Den første dag tog vi en regulær slapper og hyggede os i poolen, spillede kort og fik provianteret. Vi havde et hus, en kæmpe pool en udendørs terrasse og en have helt for os selv, hvilket var fantastisk. Og her er jo en af fordelene, at man kan betale sig fra den slags i Mexico – den slags ’sommerhus’ ville koste kassen i Europa.
De to kommende dage stod i valdfaldenes tegn. Vi startede ud med det mest berømte vandfald, Cascada de Agua Azul, som ligger halvanden times kørsel fra Palenque. Det var en fascinerende køretur op i bjergene ud i junglen. Ruten bærer præg af, at mange turister gerne vil se vandfaldene, for over alt er der små kiosker, hvor man kan købe drikkevarer og snaks. I takt med at man kører længer og længere væk fra Palenque bliver husene mere og mere simple. Kioskerne består ikke længere af køleskab med kolde drikkevarer, men af lokale, der har gang i 2-3 bål med gryder, hvor mad bliver kokkereret, som de gerne vil sælge til turisterne. Arbejdsdelingen her er, at det er børnene, der sælger maden. Langs vejen mødte vi grupper af børn på 3-10 år, som var blevet sendt ud for at sælge frugt og bagværk til os turister. Et enkelt sted kom vi kørende rundt om et hjørne, og der stod 5- børn, der havde spændt en selvproduceret line med vimpler ud over vejen. De ville ikke lade os komme forbi, hvis vi ikke købte noget. Vi var nødt til at bremse op og stoppe bilen for at undgå at køre dem ned, og da vi stoppede bilen omringede de den og holdt de poser op med mad, som de gerne ville sælge os. Den slags situationer er så dilemmafyldte, for selvfølgelig vil vi gerne give dem noget, men vi har samtidig ikke lyst til at støtte så aggressiv en tilgang til turister; slet ikke når der er tale om børn.
Da vi kom frem til vandfaldet var der – som altid – først et sted man skulle betale et fee, og så et sted mere med et andet fee – og så naturligvis tips til manden med flaget, der fandt et sted i skyggen til vores bil. Sådan er det overalt.
Vandfaldet var forrygende smukt og imponerende. Det strakte sig over et stykke på ca. 500 meter, hvor man går med vandfaldet på den ene side og så boder og restauranter på den anden. Henover de 500 meters sti er der anlagt plateauer, hvor man kan bevæge sig ud og komme helt tæt på vandfaldet, som ligesom løber i forskellige ’etager’. Ca. 400 meter oppe tog vi os en forfriskende dukkert i det kolde vand. En helt vidunderlig oplevelse.
Vi fortsatte lige længere oppe, og kom forbi to mænd, der sad og chillede ved toppen. En af dem henvendte sig til Jonas på spansk, og før vi vidste af det havde vi fået os en guide, der kunne vise os de fede steder at springe ud. Drengene og jeg var ikke helt modige nok, men Jonas prøvede noget, der minder om en 5 meter vippe, et brusebad af kaliber og en lian-gynge ud i vandet. Det er fantastisk med de oplevelser, man kan få med de lokale, som kender stedet ud og ind. Turen til Agua Azul endte med at blive et virkeligt højdepunkt på turen.
Dagen efter to vi til Cascada de Roberte Barrios. Det er et mindre vandfald, og langt mindre turistet valdfald, som vi stort set havde for os selv. Også her var der anlagt stier, så man kunne se vandfaldets 5 smukke steder, og også her fik vi os en lille dukkert. Valdfald kan bare noget! Atter bliver det tydeligt hvor fattige lokalbefolkningen er – ikke mindst ude på landet. Husene ligner noget, der er lige ved at falde sammen, og når man bevæger sig rundt befinder man sig mellem hunde, børn, høns og simple bålsteder, hvor mad tilberedes. Det viser sig at 8,4 % af Mexicos befolkning på 127 mio. mennesker er analfabeter. Og de mennesker vi mødte i junglen er meget vel nogle af dem, for børnene var ikke i skole – i hvert fald ikke de børn, vi mødte.
Vi nød dagene i Palenque. Afsted fra morgenstunden på eventyr og så komme hjem og holde siesta om eftermiddagen; slappe af i poolen og spille whist. Drengene nød især at de kunne spille bold uden konstant at få at vide af os, at de skulle tage hensyn til de andre mennesker.
Vores hus lå lige ved siden af en god restaurant, hvor vi spiste et par aftener. Vi er efterhånden godt kørende med tacos og guacamole, som vi har fået masser af. På denne restaurant var de dog helt utroligt gode til at lave ceviche, som vi ikke har fået før. Ceviche er en kold fiskesalat med ex. rejer eller søtunge, marineret i engelsk sauce og blandet med koreander, lime, fintskået løg og chili. Det smager fantastisk.
Da vi skulle afsted fra vores hus fik vi os lidt af en træls oplevelse. Idet vi skulle køre hele vejen til Merida – en tur på 7 timer – var vi stået lidt tidligt op for at hele dagen ikke skulle gå på med transport. 6.30 om morgenen var så også det tidspunkt, hvor naboen lukkede sine 7 vagthunde ud af deres bur for at få noget frist luft, og da vi nærmede os naboens hus (ca. 200 m. fra porten ind til vores) blev hundene rigtigt aggressive. De løb mod bilen og gøede og gøede. Jonas standsede bilen i håb om, at ejeren ville komme og kalde hundene til sig. Der kom ikke nogen, så der var ikke så meget andet at gøre end at begynde at køre lige så langsomt frem – langsomt nok til at de kunne undgå at blive kørt over. Det lod kun til at gøre hundene endnu mere raskende, og de gøede og gøede. På nogle tidspunkter kunne vi mærke, at det ’bumbede’ lidt i bilen, og vi var lidt i tvivl om, om de var ved at springe op af bilen. Da vi var kommet ca. 100 meter forbi deres hjem slappede de lidt mere af, og da der endelig ikke var nogen hunde foran bilen gassede Jonas op, så vi kunne komme væk. Et par af hundene løb efter os som en form for jagt, men gav heldigvis op efter et par hunderede meter. Phew. Da vi kom frem til Merida kunne vi se, at hundenes kløer havde lavet alt for synlige kradsemærker på vores bil på kofangeren, så vi slipper nok ikke for at betale selvrisikoen på den skade.
Leave a reply