Efter en uges tid i Mexico kørte vi endnu længere ind i landet, nærmere betegnet til Palenque, som er kendt for sine smukke vandfald. Turen fra Campeche til Palenque tager ca 5 timer. Der er motorvej det meste af vejen, men motorvejen er flere steder så fyldt med meget dybe huller (måske op til 35 centimer), at man skal være vågen bag rattet. I praksis betyder det, at både lastbiler, tankvogne, scootere, busser og biler kører og zigzagger for at undgå hullerne. I starten forekom det fuldstændig vanvittigt, og vi sad og rystede på hovederne af deres vanvidskørsel. Der gik dog ikke længe før vi selv kørte på samme måde.
Når man kører på både de små og store veje i Mexico ser man både politi og militær, der stopper trafikanter. Indtil denne tur var vi ikke selv blevet passet op af nogle betjente, men det skulle vi så også prøve. Betjentene bad os stoppe. Jonas rullede vinduet ned, og de talte løs på spansk. Da det stod klart, vi ikke taler spansk kiggede betjentene opgivende på hinanden, og bad Jonas komme ud af bilen og åbne om til bagagerummet. Betjentene kiggede ind i vores bagagerum, hvor vores kufferter lå sammen med de mad- og drikkevarer, vi havde taget med os fra Campeche; herunder nogle corona øl og en flaske rødvin. Ved synet af dette kiggede betjentene på hinanden og rystede atter på hovedet. Den ene bestemt gik over mod en bygning, mens den anden begyndte at skrive noget på sin telefon. Ham med telefonen skrev på google translate, at vi havde forbrudt os mod Mexicansk lov ved at transportere alkohol i bilen. ”man må hverken drikke eller have alkohol i bilen”, skrev han. Den anden betjent kom gående med en mappe, hvor han pegede på et dokument, hvor der stod noget på spansk, og hvor han pegede på bøden, som beløb sig til godt 4.000 pesos (ca. 1700 kr). Betjentene så begge meget alvorlige ud, og vi skrev tilbage på Jonas’ tlf. på translate, at vi ikke var klar over dette, og hvad vi kunne stille op. Ham med telefonen skrev, at de gerne ville hjælpe os, og at de vil uploade informationer fra Jonas’ kørekort til deres system, og så kunne vi slippe med 2500 pesos, og komme videre. Hele situationen forekom ret absurd. Jeg tjekkede hvor mange pesos, vi havde, og heldigt nok havde vi præcis 2500 pesos (1000 dkk), som vi gav dem, og de gav os lov at køre videre.
Oplevelsen ’satte sig lidt’ i kroppen. Var vi blevet snydt, eller havde vi været heldige – ikke at blive tilbageholdt? Da vi kom frem til den hytte, vi har boet i i Palenque gik Jonas på google. Han kunne ikke finde noget om nogen lov, der forbyder transport af alkohol. Til gengæld kunne han finde masser af beretninger om, hvor ilde man er stedt, hvis man falder i unåde hos det mexicanske politi. Uanset om man har retten på sin side eller ej, så kan man stort set intet stille op imod det bureaukrati og den trækken-processen-i-langdrag som man bliver en del af. Vi blev enige om, at det var godt, at vi blot betalte om kom videre.
Vi var dog lidt nysgerrige – og også lidt ængstelige omkring, hvad der skulle ske med Jonas’ informationer i deres system – så vi skrev en besked til Joana som vi havde boet hos i Valladolid. (Joana havde været så venlig at sige, at vi blot skulle skrive, hvis vi var i tvivl om noget). Vi forklarede Joana situationen, og hun svarede, at der nok var nogle politi betjente, der gerne ville tjene nogle ekstra nemme penge. Hun havde aldrig – gennem sine 39 år i Mexico – hørt om den lov. Til gengæld havde hun hørt om flere historier ala vores, og hun betryggede os i, at vi ikke skulle bekymre os om Jonas’ oplysninger værende uploadet i systemet – det var med stor sandsynlighed kun proforma. Joanas besked efterlod os med et smil på læben. Det var lige godt pokkers, at det mexicanske politi er så korrupt.
Leave a reply