Vi havde to dage i Merida, som er en af de større byer i Yucatan og Mexico. Køreturen gik overraskende godt, og da vi kom lidt for tidligt til Merida besluttede vi os for at spise en frokost i et storcenter tæt på hvor vi skulle bo. Storcentret var – til vores overraskelse – fuldstændig som at træde ind i et moderne og lækkert storcenter i Europa. Lidt af en overraskelse efter vores andre oplevelser. Men det var skønt med lidt luksus.
Vi havde booket os ind i en lejlighed i et boligkompleks med fælles pool. Atter havde vi stort set poolen for os selv. Februar er et godt tidspunkt at rejse på i Mexico. Vi tog på stranden i Progreso nord for Merida. Progreso er en lille by der ligger 20 min nord for Merida. Vi forventede nok, at beliggenheden og den skønne strand ville betyde, at der var ret lækkert. Men byen var ret faldefærdig. Til gengæld var stranden skøn og vi fandt et hyggeligt sted ved en strand klub, hvor vi snakkede lidt med nogle amerikanere.
Vi tog på bytur inde i Merida. Merida er en spændende og meget varieret by. Jeg havde fundet et galleri, jeg gerne ville se, og så skulle vi selvfølgelig se byens vartegn; katedralen i midten af centrum med parken rundt om. Vi var på gåben rundt i byen – en tur på ca. 4 km., og her kunne vi mærke, at drengene er blevet ældre. Ikke så meget pjat og brok, når vi skal ud at gå og se noget, og det betyder så uendeligt meget for stemningen i ferien, om alle lige kan mande sig op og tage ja-hatten på – også når man skal ske noget, som ikke lige stod på ens egen ønskeseddel.









Leave a reply