Efter Merida tog vi tilbage til den caribiske kyst. Playa del Carmen er den måske mest turistede by på Yucatan halvøen. Parallelt med kysten ligger en gade, som har fået navnet 5th avenue. Gaden er fyldt med restauranter og souvenir shops. Det er hyggeligt, men også ret overvældende, larmende og sælgerne er selvfølgelig ude efter at få fat i turisternes penge. Vi boede på et lille hyggeligt boutiquehotel tæt ved stranden. Den dag vi ankom, var der tilfældigvis et karneval i byen. Dette bestod af musik, udklædning og dans – og ja – de mest fantastiske udklædninger til samba.
Vi hang ud ved stranden, som var tæt pakket af mennesker. Igen var der fantastiske bølger at bade i, vi fandt en dejlig italiensk restaurant med gode pizzaer og storskærm, så drengene kunne se lidt Champions League. Vi kunne dog hurtigt mærke, at Playa del Carmen ikke rigtigt var for os. Den sidste aften der tog vi ud at spise, selvom vi faktisk ikke rigtigt magtede at tage ned på gaden og finde et sted. Men vi fandt et sted, som viste sig at have live musik. To sangere, som virkeligt ikke sang særligt godt, og som – der hvor vi sad – sang om kap med musikken fra restauranten lige ved siden af. Viggo var lige præcis denne aften ikke begejstret for maden, og spiste næsten ingen ting, og vi besluttede os for at komme hjem i fred og ro og se om vi kunne finde noget mad på vejen til Viggo. Heldigvis var der et pizzasted, som solgte slices, og Viggo blev også mæt. … indtil kl. 3 om natten, hvor pizzaen kom op igen. Han kastede op mange gange den nat, og havde det ikke godt dagen efter, hvor vi skulle videre. Vi forlod et hotelværelse, som stank af bræk, med bræk på lagnet, på håndklæder.
Vi havde fået lov at lave en tidlig check in på vores sidste stop – nemlig hos Amaya, som driver The Maya Eco Lodge tæt ved Akumal. Det var skønt at komme nogle få km ind i junglen, hvor der fra fuldstændig fred og ro. Der var næsten ikke andre turister, men pool og god plads i vores hytte.
Amaya lavede mad til os om aftenen, og gav os gode anbefalinger til, hvad vi kunne lave, mens vi var hos hende. Akumal er kendt for, at man kan snorkle med havskildpadder og smukke fisk, så det skulle vi prøve. Viggo var dog ikke helt på toppen, så det blev kun Adam og Jonas, som fik den fornøjelse, men vi udnyttede den sidste mulighed for at nyde havet, stranden, bølgerne og solen.































Leave a reply