Efter vores rejse i Costa Rica i 2019 var vi langt fra færdige med Mellemamerika, og derfor besluttede vi i efteråret 2023, at vi ville holde vinterferie i Mexico i 2024, og afsted tog vi.
Afgang fra Aalborg kl. 6.00, mellemlanding i Amsterdam, og ankomst i Cancun kl. 15 lokal tid, og så var kunsten blot at holde sig vågen, så vi kunne arbejde lidt på vores jetlag. Det var ikke noget problem indledningsvist, for det at komme ud af lufthavnen var lidt af et farverigt og larmende cirkus. Sælgere, taxaer, minibusser over alt i en spicy duft af et eller andet, der var ved at blive tilberedt i en af de opstillede boder.
Vi var alle fire lettere overvældede og kom til at stå lidt uheldigt i forhold til at komme med minibussen fra Europe car, der kom efter en halv time. Dette var minibussen, som skulle fragte os ud til udlejningscentralen, hvor vi havde lejet en bil. Vi var alt for mange mennesker til én minibus, og ærlig talt var det ret pinligt at se, hvordan folk kæmpede som gale for at arbejde sig frem og kyle sine kufferter ind i bussen for at komme med. Vi bryggede en selvhøjtidelig fortælling sammen til drengene om, at det er utroligt dårlig stil at kæmpe sig frem på den måde (som om det ikke ligeså godt kunne have været os). Da anden bus kom, og vi heller ikke kom med den, begyndte det at blive for meget for Adam: ”Hvorfor er vi så passive i den her familie?” sagde han, og situationen begyndte at være ret morsom. Vi fortsatte den selvhøjtidelige fortælling om, at vi garanteret ville komme aller forrest i køen, når vi endelig kom frem til udlejningscentralen, og ganske rigtigt – da vi kom frem gik der kun 10 minutter fra Jonas gik ind ad døren til han kom ud igen med en lyksaligt smil på læben. Han fortalte, at vi – idet vi havde booket direkte gennem Europe car (og ikke gennem eksternt bureau) – havde fået en upgrade til lidt af en slæde. Der blev flettet en enkelt kommentar eller to ind om, at det ganske sikkert også var fordi, chaufføren i minibussen havde fortalt, at vi havde været meget tålmodige. Personligt er jeg stadig ikke overbevist om, at den kæmpe slæde ikke blot var den, Jonas havde bestilt hjemme fra Danmark.
Afsted gik det mod syd langs den Caribiske kyst – til XCacel Dreams Jungle Resort 15 minutter nord for Tulum, og hvilken drøm det var at komme frem. Det skønneste lille resort midti junglen med kun 6 værelser. Vi havde stort set det hele for os selv de to døgn vi var der. Dette inklusiv en kok, der lavede mad til os, som det passede, levende musik den ene aften, som vi stort set var de eneste til at, høre, dejlig pool omgivet af palmer og gode drinks shaket af bestyreren, som ikke talte et ord engelsk, men som var charmerende nok til, at det ikke var noget problem.
Vi nød vores første dage med et par ture til stranden, hygge og kortspil ved et beach resort, badning i stille vand og badning i store bølger. Sandet er så hvidt, fint og blødt, at det at stikke sine tæer ned i det – efter måneder med kulde, sne, blæst og regn i Danmark, bare lige præcis er det, sjælen trænger til. Hvilken fryd. I en skøn kombination med sol, tacos, palmer, guacamole, kortspil, strand og pool har vi fået lige præcis den start på vores ferie, som vi kunne drømme om.
Leave a reply