Siquijor – isolation i palmeparadis

Vi er på Siquijor – en lille isoleret ø. Øen er den tredje mindste på Filippinerne, og det tager ca. et par timer at køre rundt på den hovedvej, det strækker sig langs kysten, som byder på hvidt sand, turkisblåt vand og masser af palmer. Her er ikke nogen store byer, men mere eller mindre små landsbyer rundt omkring, hvor der er små “købmænd”, som sælger alt fra mel, der står i sække på det støvede betongulv, hjemmelavede smykker, som hænger rundt omkring, brød, som for det meste er sødt, og benzin i halvanden liters colaflasker. Måden at komme rundt på er ligesom på Bohol på trycycle, og overalt hvor vi kommer er vi en attraktion i os selv, på grund af vores lyse hud, som vi ellers synes er blevet ret brun efterhånden. Viggos hår tiltrækker stadig masse af opmærksomhed, og han er blevet god til bare at smile og sige “hello”. Filippinerne er søde og hjælpsomme, om end vi stadig er lidt i tvivl om, om deres hjælpsomhed primært er en del af deres kultur, eller primært udtryk for et forsøg på at få os til at give dem nogle af vores penge. Ex. når tjenerne er (nærmest overdrevent) venlige over for vores børn – følger der så en forventning med om ekstra tips?

Vi er logeret ind på Villa Marmarine – et originalt hotel, som drives af en japansk familie. Daman, som ejeren hedder er en rigtig hyggelig morfar type. Han har bygget stedet op i original japansk stil – alt er tilpasset mennesker, som er ca. 80% højden af europæere. der er lavt til loftet, stolene har korte ben, og selv toilettet er lavt (minder om de der børnetoiletter, man har i børnehaverne i DK). Vi har vores egen lille bungalow med to etager, så drengene har deres eget værelse ovenpå, hvor der dog ikke er andet end to senge med myggenet henover. Villa Marmarine har fået topanmeldelser på tripadvisor, og her er så charmerende med den dejlige beliggenhed og udsigt ud over strand og palmer. Daman er tennis entusiast (koden til internettet er “welovetennis”), og hver dag kl. 16 står den på tennis for de lokale og for de ansatte. De fleste ansatte er lokale unge, som Daman tager sig af og “uddanner”. Der hersker en udpræget respekt for Daman og hans familie – de ansatte bukker, når de hilser på ham – og man kan godt forstå hvorfor. Modsat den klassiske filippinske arbejdsgiver, bruger Daman en masse krudt på at skabe en humoristisk, afslappet, respektfuld og hjælpsom stemning blandt de ansatte og gæster. Når der spilles tennis skal alle være med – også pigerne, som serverer i restauranten, og så må niveauet justeres herefter. Det er tydeligt, at dem som har det laveste niveau bliver bakket mest op.

Her er ret så paradisagtigt – og på samme tid har både Jonas og jeg en følelse af klaustrofobi (i mangel af bedre ord).

Siquijor og Villa Marmarine er en sublim anledning til at sætte tempoet helt ned. Der er ikke specielt meget at give sig til på øen. Igår var vi ude ved et smukt vandfald, hvor vi badede, og det er sådan den primære attraktion på øen. Derudover er øens attraktioner strandene, som man kan besøge og muligheder for at snorke forskellige steder.

Oplevelsen af klaustrofobi træder frem, hvis drengene ikke rigtigt ved, hvad de skal give sig til. På Linaw var der stort set altid stemning for en tur i poolen, hvis der ikke var andre ting på programmet, men her er der ingen pool, og stranden er ikke så velegnet for børn – allerede efter klokken 11 er bølgerne så høje, at det bliver lidt for vildt for børnene.

Lige nu handler vores rejse om at indtage denne her verden af langsomhed. Når det går godt, så tager drengene op på tennisbanen og spiller/leger, eller vi tager til stranden og samler muslingeskaller, som vi tegner på, eller vi laver kastekonkurrence med kokosnødder, eller vi leger skib med de små træ-kurve, som der ligger små våde vaskeklude i, som vi kan tørre fingrene i før måltiderne i restauranten. Og når det fungerer, så er det fantastisk, og vi ønsker, at tiden ville stoppe.

Og så nogle gange, så trænger enten drengene, Jonas eller jeg til noget adspredelse, og så kan det hele føles helt utrolig klaustrofobisk, at man ikke bare kan komme lidt væk, uden at det involverer en trycycle som larmer så meget, at man ikke kan tale sammen. Klaustrofobien melder sig, når det, man kan, er at tage til (endnu) en strand, og bade eller (endnu) en restaurant og få (endnu) et asiatisk tilberedt måltid, eller besøge (endnu) en landsby, og blive kigget på, som var det os, der var attraktionen og ikke landsbyen. Og lige der kan det hele blive lidt for meget: den konstante forhandling om priser, den helt utrolig begrænsede mængde vand, der kommer ud af bruseren, strømsvigt, den høje luftfugtighed, alle myggene og ja …

Siquijor er for os, at ”alt” er skrællet af. Al den stimulation, som hverdagen derhjemme består af er her ikke. Man kan næsten savne at tømme opvaskemaskinen og støvsuge lejligheden.

Tilbage er der Viggo, Adam, Jonas og mig – skræmmende langt væk fra alting og vidunderligt tæt på hinanden og lyden af bølge efter bølge … efter bølge, der skyller ind på stranden.