Ankomst til Filipinerne – en kontrastfyldt oplevelse

Så har vi taget hul på Asien-eventyret. I skrivende stund sidder jeg i kurvemøbler med udsigt over palmer og strand – på min venstre side er swimmingpoolen, hvor børnene leger, og på min højre sid er baren, hvor tjeneren har lovet Adam, at han nok skal lave en kokosnød-mocktail, så snart de får nye forsyninger af kokosnødder.

Da vi ankom til Cebu fik vi fat på bagagen og gik ud af lufthavnen. Det var varmt, og luftfugtigheden var høj (klassisk Asien-højt). Hotellets chauffør hentede os og kørte os til hotellet, hvor vi straks gik i seng. Da vi stod op trak de tunge, tykke velourgardiner fra, var det gråt, regnvejr, og ikke særligt charmerende udenfor. Ikke helt hvad vi havde drømt om i vores tanker om en paradisagtig oplevelse. Vi gik ned til morgenmaden – smilende filippinere overalt – og mange kvinder som ikke kunne holde fingrene fra Viggos hår – det skal han vist lige vænne sig til. Vi valgte at springe over filippino-style morgenmad med fiskehoveder og fiskesuppe, og holdt os til continental med scrambled eggs, brød og pandekager. Vi skal lige vænne os til, at det meste af deres brød er sødt og blødt, snarere end saltet og sprødt, som vi kender det hjemmefra.

Vi bestilte en taxa ned til pier 1, hvorfra vi skulle sejle til Taglibaran på Bohol. Det var blot en 10 minutters tur i taxa, men på den korte tid, nåede vi at se lidt af vilkårene for nogle af filippinerne, for hvem fattigdom er hverdagskost. Alle mulige forskellige køretøjer i meget forskellig stand kører i et stort virvar mellem hinanden. Vi så adskillige ladbiler, med børn bagi – stående eller siddende, med- eller uden tøj på. Vi kørte på en gade langs havnefronten, som fik os til at tænke på, hvor forskellige vilkår mennesker lever under. Der var så mange børn over det hele, som vandrede rundt – tilsyneladende lidt overladt til sig selv.

Vi kom med færgen (efter at have betalt lidt ekstra ”fees” her og der), og sejlede til Taglibaran. Herefter ca. 40 minutter taxakørsel til vores midlertidige hjem – Linaw Beach Resort. På vej i taxaen ville vi lige hæve nogle flere Filippinske pesos, men alle ATM var nede, så det blev der ikke noget af. Der hvor vi stoppede for at hæve penge var der til gengæld børn, der tiggede – kiggede ind i taxaen med bedende øjne – uhh – det skal man altså lige vænne sig til, når man sidder der med sine børn, som ikke mangler noget som helst her i verden.

På taxakøreturen så vi lidt mere af Bohol (øen vi er på), og det er godt nok noget mere fattigt, end vi havde forestillet os. Mange af husene ligner noget, der er ved at falde fra hinanden, eller de er lavet af tynde plader af noget bambus-flet, som knapt hænger sammen. Rundt om er der alt muligt tænkeligt skrald, der hænger vasketøj rundt omkring, og børn ned til 2 år går rundt og leger med hvad de nu kan finde at lege med.

Vi fik os en snak med Adam om, hvordan Filippinerne er et fattigt land, og Danmark er et rigt land – og i sådan en samtale med en 5årig om forskellige levevilkår, står absurditeten ret tydeligt frem. Hvorfor har vi mange penge i Danmark, når de ikke har mange penge her? Kan de så ikke bare ønske sig penge i stedet for gaver til deres fødselsdag? Kan vi så ikke give dem nogle af vores penge, for vi har jo mange?

Vi ankom til Linaw Beach Resort, som er et paradisisk skønt sted – fuldstændigt ordnede forhold, luksuriøst og rent (de mange ansatte går rundt og river sandet, så det ser pænt ud). Vi har fået et dejligt værelse i stueetagen, og drengene føler sig fuldstændig hjemme. Vi fik frokost – dejlig mad, som helt overstiger forventningerne efter morgenmaden i Cebu. Om aftenen var der bryllupsfest på stranden – så der var pyntet så fint op med blomster og alt muligt lir, og festen var noget af et show med en toastmaster, dj, live musik, ilshow og fyrværkeri – her var der vist nogle filippinere, som havde lidt flere penge end gennemsnittet.

Det tegner til at blive lige præcis lige så lækkert, som vi havde håbet, hvis ikke bedre.