Vores 3 dage i Dubai er nu gået, og det er på tide at komme videre på vores eventyr. Vi må nok erkende, at det heller ikke er sorg, der præger vores afsked med Dubai, som har været lidt af en tålmodighedstest.
Dubai er en taxa by. Som turist er det meningen, at man kører rundt i taxa fra attraktion til attraktion og oplever verdens største af alting på skift. Der er masser af turistattraktioner, som man kan kaste sig over – især hvis man har lagt et solidt budget. Vores behov i Dubai var lidt et andet. Vi var opsat på at gå rundt og se byens centrale områder og attraktioner, og tage på nogle korte ture.
Vi havde en fin tur ind til Dubai Mall og Burj Khaliaf den første aften, hvor vi spiste sammen med Karinas forældre og så et fint vand/lys show i Dubai Fountain. Dubai Mall er verdens største shoppingcenter, og der er mennesker overalt.
Da vi havde fået nok af menneskemængden tog vi på dag 2 til stranden – der er en skøn strand som de kalder Kite Beach, hvor der er en trampolinpark, overlevelsesbane, og andre sjove ting for børn. Det blæste dog en del, så de fleste forlystelser var lukkede, og det blæste ret meget med sand. Vi bestemte os for at tage videre. Da det var svært at få en taxa endte vi med at gå ret langt, hvorefter vi endelig fik en taxa – og her skal det siges, at vi stort set ikke så andre gående end os selv. At gå er simpelthen ikke noget, man gør i Dubai.
Den tredje dag tænkte vi, at efter al den venten på taxa og blæst på stranden, ville vi gøre noget sjovt for børnene, så vi tog i The Creek Park, som er et sted, hvor der både er indendørs og udendørs ting for børn, herunder children’s city. Adam og Jonas var oppe at flyve i en simulator-helikopter, mens Viggo sov. Da de var færdige med den tur lukkede parken på grund af blæst, og vi måtte igen tage videre. Vi tog ind til Dubai Mall for at se centrummet i dagslys. Det var en fin lille tur, og vi tænkte, at vi ville tage hjem og slappe lidt af inden vi næste dag skulle videre mod New Zealand. Det skulle dog blive besværligt at komme hjem. På grund af blæsten var metrostationen ved Dubai Mall lukket. Det må være sket et eller andet med elektriciteten. Der var en mennesker overalt, og vi bestemte os for at gå tilbage til Dubai Mall for at tage en taxa hjem. Det skulle dog vise sig, at være endnu mere umuligt. Taxakøen var uoverskuelig lang, og vi forestillede os at skulle stå der i halvanden time med to børn, som gerne ville hjem. Vi besluttede os for at prøve at finde en anden løsning. Vi forsøgte at gå ud for at finde en taxa, men overalt var der mennesker, der stod og prajede efter taxaer, og vi endte med at gå hen til Karinas forældres hotel, som lå ca. 4 km derfra. Det hører med til historien, at den rute ikke kan anbefales til andre. Med klapvogn og det hele måtte vi krydse op til flere store veje og klatre over vejspærrere for at komme igennem – alt imens det blæste som en gal. Heldigvis var drengene ved godt mod. Foran hotellet var der blæst et ordentligt stykke udhæng ned, hvilket havde forårsaget, at to biler var gået i brand. Crazy nok. Vi tog ind på hotellet, og drengene var selvsagt glade for at se deres mormor og morfar, og vi var nok bare mest lettede over, at vi ikke skulle gå mere den dag. Så meget for en stille og rolig dag. Og så kunne vi tage en af hotellets taxaer hjem efter at vi havde fået aftensmad. Det var en træt familie, som gik i seng den aften.
Tilbage står vi med et indtryk af Dubai som en fascinerende by i forhold til dens historie om at være skudt op på rekordtid. De bygger stadig på livet løs i tre skiftehold om dagen – ikke noget med at holde fri om natten. Dubai har dog et kæmpe logistik problem. Til trods for den 6 sporede motorvej, er der tryk på trafikken, og trods det at metroen går hvert andet minut er den stuvende fuld. På en måde er det som om Dubai er vokset for hurtigt, og at der ikke har været tid til at finde gode løsninger på udfordringer som logistik.
De mennesker vi mødte var venlige. Det er stort set umuligt at støve alkohol op nogen steder, og måske er det bidragende til, at man som turist føler sig vældig tryg trods det, at alle de mellemøstlige markører, som vi kender fra Danmark, og som ofte skaber utryghed også er at finde – mænd der står og råber højt, stimevist af sortklædte og tørklædeklædte kvinder, en asen og masen uden lige, hvor der er flaskehalse osv. Et stærkt indtryk, som står tilbage er, at det er livsbekræftende at se en by som er så kulturelt og religiøst sammensat, som tilsyneladende sameksisterer uden de store problemer. Det kunne vi lære noget af i Europa.
Nu skal vi videre. Hatten af for vores børn, som røg på en Dubai ferie, som ikke var specielt børnevenlig, selvom vi gjorde vores bedste. Nu glæder vi os til ikke at være afhængige af andre i forhold til at komme rundt.
Tak for nu, Dubai
Leave a reply