Puerto Viejo – Caribisk stemning, dyreliv og indianertur

Vi er kørt 4½ time mod sydøst ud til kysten tæt på grænsen til Panama. Her er der en dejlig chill ”laid back” stemning, masser af backpackere, lange kyststrækninger med vilde bølger, og så er der mulighed for at komme tættere på Costa Ricas dyreliv.

Vi logerede ind på et hostel i et familieværelse, hvor vi delte fællesfaciliteter med nogle andre backpackere. Det er et hyggeligt primitivt lille sted lidt uden for byen hvor brølaber råber og skriger fra kl. 5.30 om morgenen, og hvor man kan høre tukaner i træerne. Det med aberne gør ikke så meget – vi vågner alligevel lidt tidligt.

Vi tog hen til ”The Jaguar Rescue Center” – et sted som modtager sårede dyr, passer og plejer dem for at sætte dem ud i naturen igen, når de er klar. Der var aber, krodiller, fugle og slanger. Det var en guidet tur på halvanden time, og den slags gider vores børn altså ikke – måske ikke så underligt når de ikke forstår sproget. Senere tog vi til stranden og badede i kæmpe bølger. Det var en skøn strandtur med en god portion junglestemning.

Efter et par dage i Puerto Viejo tog vi på en guidet tur op i bjergene, hvor vi besøgte nogle indianerfællesskaber, som bor dejligt primitivt. Der var plads til 15 personer på turen, men der var kun os, så vi havde vores guide Alex, for os selv. Alex er biolog og interesserer sig for fugle og er god til engelsk. Det var cool at have muligheden for at stille en masse spørgsmål om Costa Rica. Vi kørte en times tid op i bjergene indtil vi kom så langt ud, at wifi er unormalt, og Alex fortalte os om alt det vi så. Et ord som gik igen i alt hvad han fortalte er ”community” – ret så meget handler om at være en del af et fællesskab, og at bidrage til et fællesskab. Vi så nogle hospitaler og skoler på vejen. Det er meget normalt at børnene går 3-4 km. hver vej til skole. Bor man længere væk, så kommer skolebussen og henter en. Adam syntes det var lidt vildt at børnene skulle gå så langt hver dag.

Vi ankom til vores smukke bolig som er et ”community house”, som det lokale fællesskab bruger til at markere og fejre forskellige begivenheder. Huset er bygget af træ og bambus og er virkeligt smukt. Efter et par timers chill-tid fik vi frokost og så gik vi ned til floden, hvor to indianere var kommet med deres båd. De sejlede os et stykke op af floden, hvor vi stod af på den anden side. Floden markerer grænsen mellem Costa Rica og Panama, så uden vi rigtigt opdagede det var vi pludselig i Panama. Viggo var dog ligeglad med om det var Panama eller Costa Rica – han kaldte det for ”indianerøen”. Herfra gik vi op ad en skrænt, og pludselig ankom vi til et plateau, hvor der boede fire indianerfamilier med børn, hunde, høns, kalkuner osv. Vi fik lov at se deres hus og de serverede en eller anden form for frugtjuice/kornjuice med underlige klumper og kerner i, som smagte noget mærkværdigt, men Alex insisterede på, at det var den bedste energibar, man kunne få. Faren i huset lå og chillede i sin hængekøje og lignede ikke en, der havde tænkt sig at rejse sig op de første par timer. På et tidspunkt var det lykkedes nogle af hønsene at hoppe op af trappen til huset. Så kaldte faren dovent på sin datter på ca. 12 år som måtte komme og jage hønsene ned igen – nogle ting er de samme uanset kultur.

Vi gik videre ud i junglen ud til en kakaoplantage, hvor vi smagte på de frugter som senere bliver til kakao. Det var lidt overraskende, at se. Rundt om kakaobønnerne er der noget hvidt stads a’la frugtkød som smager himmelsk – og det findes både i en sød og syrlig udgave.

Vi gik tilbage til floden, drengene tog en dukkert, og indianerne sejlede os tilbage igen.

Vi fik endnu et bad i koldt vand – det er vi ved at vænne os til, og vi chillede lidt inden aftensmaden. Viggo bankede ved et uheld sit hoved ind i en træbjælke og fik en lidt dyb flænge. Det lappede vi sammen, men Viggo var enig med sig selv om, at det var dumt at bygge huse af træ. ”Hvorfor sælger de ikke bare nogle bananer til Danmark og køber nogle mursten? Så behøver de ikke bygge de dumme huse”. Vi fik en god nats søvn på tredje sal under loftet på fire madrasser hver pakket ind i myggenet. Søvnen var kun afbrudt af hunde, fugle og haner, som på forskellige tidspunkter var i gang.

Før turen var vi lidt spændte på hvad drengene ville sige til lokal mad, lange gåture, koldt bad, primitiv livsstil, sprog de ikke forstår osv. Så fedt det er, når det hele engang imellem går op i en højere enhed og alle bare nyder oplevelsen i fulde drag. Det har været fedt at opleve Costa Rica på den lidt mere primitive måde. Man får nogle helt andre indtryk og oplevelser på denne måde.

Vi tog direkte videre til luksus. Havde en enkelt overnatning på et dejligt strandhotel med pool. Her slappede vi af, og ladede op til næste kapitel som er midt i landet ved vulkanen Arenal.