Tidligt fredag morgen forlod vi Brabrand – klar til en lang rejsedag på ca. 20 timer – over København, New York og så til Costa Rica. Turen var helt uproblematisk – det er nemt at mærke, at børnene er blevet ældre. Selv da vi vækkede dem kl. 4 om natten dansk tid efter at de havde sovet den sidste strækning fra New York til San José var der ingen problemer – bortset fra lidt træthed. Det lover godt i forhold til vores forhåbninger om, at vi kan komme en masse på ture uden for mange begrænsninger, men lad os nu se.
Både da vi ankom til New York og til San Jose var der alenlange køer for at komme igennem indrejse. Her var vores børn lige præcis små nok til at vi fik lov at komme i ”fast track” for børnefamilier – det er nok ved at være sidste gang, at vi får den mulighed. Det var uvurderlig – især efter en lang rejse.
Det første vi lagde mærke til i vores taxatur fra lufthavnen til hotellet var, at bybilledet er præget af gigantiske reklamesøjler og plakater. Det er ikke specielt kønt – dejligt at vi ikke har så meget af det i Danmark. Noget andet vi lagde mærke til er, at der her i San José er store hegn med pigtråd som omkranser hus-grundene. Selv bilerne er parkeret bag hegnene. Måske et lille hint om at vi skal passe godt på vores ting?
Ellers har vi brugt de første dage på at slappe af og komme over jetlaggen. Vi har boet på et dejligt hotel og nydt varmen og de mange indtryk af fremmed kultur. Dagene er gået med småture til San Jose. Vi havde ikke været i der i 15 minutter før Jonas havde købt billige Costa Rica fodbold t-shirts til drengene. Vi har også være på ”Museo de los Ninos” – børnemuseet, som var en lidt fesen oplevelse. Børnene er vist næsten allerede for store til den slags, men der var ”japansk festival” på børnemuseet hvilket betød (HØJT!) trommespil og japansk dans i rundkreds. Derudover kunne man få japanske vafler (formet som fisk) med tre slags fyld (marmelade, creme og ost) – det hele smagte ganske frygteligt hvis man spørger mig, men drengene kørte det ned med stor begejstring. Jonas lod sig gribe af stemningen og købte en japansk hotdog. Hovedrystende kiggede jeg på, og måtte konstatere, at jeg må finde lidt mere ja-hat frem hvad angår mad.
Efter tre dage i San José er vi klar til at komme afsted på vores eventyr. Vi glæder os til at opleve noget mere natur. I det hele taget er San José en larmende oplevelse. Halvdelen af larmen kommer fra Adam og Viggo som er oppe at køre og overtrætte oven på jet lag. Den anden halvdel af larmen kommer fra den høje musik, de spiller i butikkerne samt høje toner fra lyskryds. Hvis man er blind i Costa Rica er man helt sikkert ikke i tvivl om, hvornår der er rød og hvornår der er grøn mand.
Leave a reply