Efter vores seneste tur til Costa Rica i 2019 var vi begyndt at drømme om en tur til Jamaica og Mexico. Vi var slet ikke færdig med Mellem Amerika. Men så kom pandemien og det blev helt umuligt at rejse langt væk. Udsigten til flere ugers kedeligt og dyrt isolationsophold på et hotel i et ukendt land var ikke just tillokkende, og derfor blev planerne udskudt.
For et års tid siden begyndte vores venner Elisabet og Claus at planlægge et Ph.d.-ophold i Los Angeles, og så opstod idéen til en to ugers rejse på USA’s vestkyst.
Turen til LA
Vi fløj med Lufthansa fra Billund til Frankfurt og videre til LA. Her hoplevede vi den til dato mest luksuriøse modtagelse. Claus hentede os i lufthavnen og kørte os (i sin kæmpe bil) hen til deres hus i det nordlige LA. Her fejrede vi Anna Lucias 8-års fødselsdag.
Dagen efter stod den på strandtur til Venice Beach. Vejret var lidt køligt, og vi gik en lang tur langs strandpromenaden. Der var mange små shops med kopivarer og billigt tøj. Heriblandt en del hjemløse, som samlede sammen på deres ejendele. Med jævnligt mellemrum mødtes vi af et sødt strejf af hash – så kraftigt at børnene bemærkede det og spurgte hvad det var for en lugt.
Efter en tur i bølgerne og en fodboldkamp på stranden tog vi hjem og spiste aftensmad. Batterierne skulle lades op til vores road trip
Yosemite
Vi hentede vores camper, en kæmpe men gammel 7 personers RV med god plads til os fire. Vi stak mod nord i retning af Yosemite. Vi fandt en parkeringsplads ved Bass Lake, hvor vi parkerede for natten, og da vi vågnede næste morgen viste det sig at være lidt af et paradis. Helt blik stille, koldt og roligt. Adam og Viggo var ikke sønderligt interesserede i at opleve den smukke natur – de ville hellere game i camperen (?!) men vi voksne gik en lille tur og snuste den friske bjergluft ind. Morgenmaden stod på æg, bacon og toasted brød, og så var vi ligesom i gang.
Vi fortsatte mod Yosemite. Enkelte gange måtte vi tage en anden rute end Google Maps foreslog, for vejene er virkeligt ikke særligt gode, og med en bred, lang og tung bil føltes det lidt for spændende af og til. Vi kørte op til Mariposa Grove, hvor nogle af verdens største Sequoia træer er. Parken var fint anlagt med masser af forskellige ruter, man kunne gå. Vi gik efter en rute med det berømte ”Tunnel tree”, hvor der er lavet en åbning igennem et af de kæmpe Sequoia’er. Vi var for det meste alene ude i den kæmpe skov – altså bortset fra de hundredevis af egern – og det gav den dejligste følelse af at være på road trip og på opdagelse i ukendt land.
Vi kørte videre mod Yosemite Village. Her var der langt flere turister, kø på vejene og trængsel. Det var ikke lykkedes os at booke en campingplads i Yosemite på forhånd – booking systemet er virkelig kringlet og svært, men vi kørte hen for at tjekke ud, om der skulle være en mulighed alligevel. Det var der imidlertid og ikke, og vi besluttede os for at fortsætte ud af Yosemite. Vi havde ellers en plan om en vandretur til Nevada Falls, men da vi hørte at vandfaldet er tørret ud blev det lidt sværere at overbevise drengene om, at lige præcis den (lidt lange) gåtur var anstrengelserne værd. Og ja. Sådan er det stadig. Jonas og jeg drømmer om lidt mere end drengene er til.
San Francisco
Godt hjulpet på vej af en jetlag, der endnu ikke havde sluppet sig tag i os stod vi tidligt op og kørte mod San Francisco. Morgenmaden blev indtaget på den klassiske amerikanske morgenmadsdiner Denny’s. Her i familien er der lidt forskellig holdning til, om Denny’s er lækkert. Hvis man er til kæmpe portioner æg, bacon og pølser, med masser af cheddar og rigeligt med smør, så er Denny’s næsten som at være i himlen – især når herlighederne serveres sammen med en smoothie, der minder mere om en milkshake end noget, der indeholder frugt. It’s the American style. Sådan en bette morgenmad til os 4 personer koster ca. 1000 kr. Og det er, hvor dyrt det er blevet i USA – både på grund af inflationen men også fordi dollaren koster næsten 8 kroner. De to forrige gange vi har været i USA har priserne været nogle helt andre. En morgenmad somme denne ville max koste 500 kr., og en fordobling af priserne er nok ikke helt skævt. At logere ind på en campingplads koster 800-1000 kr. for en nat; noget vi er vant til koster ca. 300 kr. Noget af dette handler om, at dollaren er dyr, men når vi mødte lokale amerikanere og talte med dem, så har de samme oplevelse af, at alting er blevet alt for dyrt. Når man så støder på de hjemløse i LA eller San Francisco, så er det svært ikke at tænke på, hvor mange mennesker der i disse år bliver hjemløse, fordi de simpelthen ikke kan betale deres regninger. På vejen til USA lyttede vi til en podcast på Avistid, hvor Martin Krasnik interviewer en USA forsker, der har været på ophold i USA den seneste tid, Vibeke Schoue Tjalve. Hun beretter om et USA der er ved at falde fra hinanden, hvor tilliden til institutioner og myndigheder er nedadgående, og hvor grupperinger både på højre- og venstrefløjen er i gang med at organisere deres egne samfund i langt højere grad end tidligere. Delstater drømmer om at løsrive sig i protest mod, at Washington over tid har vist sig uegnet til at løse landets problemer. Her er der blandt andet tale om problemer såsom skovbrande, infrastruktur, sundhed, kriminalitet osv. Forskellige bevægelser på de forskellige fløje mobiliserer sig og udforer narrativet om USA. En skæmmende undersøgelse viser, at 20% af amerikanerne er parate til at gribe til våben i en politisk kamp.
Badet i formiddagssol ankom vi til San Francisco. Turen over Golden Gate var episk. Vi parkerede camperen i en kæmpe park ved foden af Golden Gate, og tog på fod ind mod byen. Der var ca. 4 km gåtur langs en strandpromenade; her kom vi hurtigt i karambolage med Viggos ben, der absolut ikke havde lyst til at gå så langt. Lidt overtalelse, sodavand og chokolade senere lykkedes det også at komme helt ind til Fischerman’s Wharf, hvor vi besluttede os for at leje cykler og opleve byen på den måde. Det var helt strålende. Viggo fik en cykel hægtet fast på Jonas’ cykel, og så gik det alt sammen helt super godt. Vi kørte langs havnen, og San Francisco er overraskende cykelvenlig. Vi kørte en smule ind i byen – undgik dog de helt stejle gader, som San Francisco er kendt for – og holdt os i den nordlige del af byen. Det blev hurtigt tydeligt at San Francisco er hjemsted for mange tech-giganter. Vi cyklede forbi et utal af lækre kontorbygninger i klassisk amerikansk hipster stil; gamle industrielle bygninger, der er omdannet til cool kontormiljøer.
Efter en frokost på et dejligt pizzasted kørte vi tilbage til camperen og holdt en lille siesta. Det er det skønne ved at have en camper. Man kan planlægge sin dag som det passer. Efter et lille break tog vi cyklerne henover Golden Gate – det skulle simpelthen prøves. Den øredøvende støj fra trafikken var ikke til at ignorere, men det føltes episk at cykle henover den bro, man ofte kun ser i film.
Da cyklerne var afleveret og camperen pakket kørte vi et lille stykke ud fra centrum, hvor der vi havde fundet et lidt isoleret sted, hvor vi kunne parkere for natten. Hatten af for Jonas’ chauffør skills. Ikke det nemmeste at komme rundt med det kæmpe skrummel, og jeg er så evigt lykkelig for at det ikke er mig, der skal køre.
Næste morgen – tidligt – kørte vi gennem San Francisco. Det var lidt af en vanvittig tur, for vi skulle gennem de kvarterer, som er kendt for deres stejle gader – og jeg har aldrig oplevet noget lignende. På vej ind i kvarteret så vi et skilt, hvor der stod, at man ikke skulle køre ind, hvis man var et køretøj tungere end 3000 kg. Vi anede ikke, hvor tunge vi var, og valgte at køre igennem. Det var med lidt høj puls at vi kørte op ad de stejle gader. På et tidspunk holdt vi i en helt utænkelig vinkel og der blev rødt. Jeg tænkte, at nu går det galt – og camperen lød da også til at være mere på arbejde end nogensinde før, men det gik. Vi fandt en parkeringsplads, lavede morgenmad, chillede lidt, og da det blev lyst gik vi på en morgentur ind i Mission District.
Jeg havde fået området anbefalet af en tidligere kollega, som har boet i San Francisco. Kvarteret skulle være sådan lidt a’la Nørrebro i København; hipster på den rå måde. Det var imidlertid mere råt end det var hipster. Der var hjemløse overalt, en stank af tis i gaderne, psykisk syge mennesker, som henvendte til os med underlige og uforstående sætninger, fok der tiggede efter en dollar til morgenmad. Måske vores indtryk af Mission District var værre fordi det var tidligt om morgenen og de fleste butikker/cafeer var gemt bag gittersikringen. Vi gik igennem Clarion Street med væg-malerierne. Malerierne var rå og udtrykte underklassen og ungdommens frustrationer over elitens måde at regere landet/byen på: De stigende huspriser, den utilstrækkelige indsats over for de store problemer omkring klima, racisme, stigende boligpriser, hjemløshed, inflation. Forarmelsen er til at tage og føle på i dette kvarter; og den underliggende følelse af, at USA er på vej mod et eller andet kollaps ligger og lurer. Vi oplever helt på egen krop, hvordan det er dyrt at være i USA, og det er første gang vi rigtigt oplever dette i de forskellige lande vi har rejst i. Spørgsmålet som ligger og lurer nedenunder er: Hvis det er så dyrt for os at opholde i det her land – hvordan skal de mange lavtlønnede amerikanere så klare det i fremtiden? Det er dyrt at spise sundt. Det billigste er uden tvivl fastfood. Sådan har det været længe, men nu er det måske ved at være så dyrt at spise nogenlunde sund mad, at mennesker i USA som i forvejen har en usund livsstil i fremtiden ikke har råd til andet end at fortsætte en stadig mere usund livsstil.
Det er svært ikke at stå på sidelinjen og undre sig over, hvordan dette ultraliberale system kan betragtes som det mest fordelagtige. Det har altid været sådan at the land of opportunities er mest fordelagtigt for de rige. Nu føles det imidlertid som om, at gruppen af ”de rige” skrumper ind og bliver en stadig mindre del af befolkningen. Det ser for os ud til at være en blindgyde, der producerer langt flere tabere end vindere. I et forsøg på at holde misbrugsmiljøet bare en smule hygiejnisk, uddeles der i San Francisco månedligt 400.000 sprøjter. Kirkerne gør en kæmpe indsats for de hjemløse, og der doneres offentlige midler til at købe telte til de hjemløse – i et forsøg på at sikre, at de hjemløse kan overleve henover vinteren. Men alt dette er jo symptombehandling på en sygdom der vokser frem som resultat af strukturer, der kun belønner de ressourcestærke.
Alt dette er til at få øje på, når man opholder sig i USA og har et lidt eksternt blik på det hele. Men tendensen til at respondere på problemer med symptombehandling er også til at få øje på i Danmark. I disse måneder hvor der er ved at opstå en erkendelse af problemer i psykiatrien – og generelt erkendelse af problemer med trivsel blandt børn og unge; da opstår der en politisk vilje til at afsætte midler til psykiatrien og til PPR. Men hvis man ikke politisk forholder sig til spørgsmål om, de strukturelle vilkår, som producerer disse problemer, så problemerne fortsætte med at eksistere. I disse uger hvor der er valgkamp i Danmark er det trist at se, i hvor høj grad de politiske udmeldinger knytter sig til symptombehandling snarere end politiske visioner for, hvordan Danmark i fremtiden vil være et land i balance.
Big Sur
Efter vores tur i Mission Districts sump var vi klar til at komme tilbage til den storslående amerikanske natur, og vi drog mod Highway 1 i retning af Big Sur. Vi nåede til Carmel, hvor vi fandt den mest charmerende lille campingplads, Saddle Ranch – igen igen med en vej så stejl at de helt store RVs ikke kunne komme derop. Igen en fantastisk udsigt – og så til drengenes store fornøjelse: Swimming pool, bordtennisbord og basketball bane. Det var skønt at være på en campingplads for en gang skyld. Vi mødte de sødeste amerikanere. Ved siden af os holdt Rob og Nancy, som straks henvendte sig til os og spurgte hvor vi kom fra. Inden der var gået halvandet minut havde vi alle styr på hinandens navne. Nancy fortalte os, at de havde holdt bryllupsrejse på præcis denne campingplads, og inden for en time ville nogle af deres venner ankomme. Som hun sagde med tyk amerikansk accent. ”Oh, they are lovely, you are gonna love them, too” – til hvilket hendes mand med et stort smile sagde. “Relax Nancy, you don’t know if these people love us yet”. Og Nancy slog en stor, varm og hjertelig latter op. Vi elsker amerikanernes imødekommenhed og lyst til at snakke.
Efter tømning og fyldning af camperen tog vi videre mod Big Sur. Big Sur er et område med nogle fantastisk smukke klippeformationer, vandrestier og vandfald helt ude ved vestkysten. Når man kører langs Highway one oplever man det hele på aller smukkeste hold. Vejen går nogle steder helt ude ved klippeskrænten, og man forstår næsten ikke hvor smukt, det er, når man kører der.
Vi gjorde holdt ved The Pfeiffer Trail, og gik på opdagelse i retning af et vandfald. Drengene er ikke voldsomt begejstrede for at vandre (for at sige det mildt), men de tager med, og vi prøver at tage ture som ikke er længere end 3-4 km, så det kan være en god oplevelse for alle. Vandfaldet var noget mindre end håbet. Som Viggo sagde, da vi ankom ”Det er godt nok et fesent vandfald, det der”. Men et vandfald var det, og det var udflugten værd. Vi kørte videre og spiste aftensmad på den fantastiske restaurant Nepenthe, som Rob og Nancy havde anbefalet os. Nepenthe er en restaurant, som ligger helt ude på klippen med panoramaudsigt til Stillehavet. Så smukt det var at sidde og spise aftensmad mens solen var på vej ned. Vi besluttede at fortsætte køreturen mod syd i solnedgangen, da det ikke var helt let at finde et sted at parkere for natten i Big Sur.
Road trippens sidste dage bød på badning i en termisk opvarmet pool, cykling på en 4personers cykel i Santa Barbara og frokostudflugter med udsigt til Stillehavet. Aftenen før vi skulle til Santa Barbara fandt vi det smukkeste dejlige sted at parkere for natten. Ruten derop bød på hårnålesving, der var mere stejle end vi tidligere havde oplevet, og det var (igen) lidt med bankende hjerte, at vi tog turen. Men guddommeligt smukt var det, da vi først kom op på toppen af bjerget, hvor vi var helt alene. Skyerne skyllede ind over bjergtoppene, og vi så solen gå ned over skyerne. Vi gik i seng – lykkelige over at få lov at opleve så smuk natur; men så ved midnatstid trillede 10-15 biler ind med unge amerikanere, der havde udset sig netop denne location til deres fredagsbar. Og de spillede det højeste og mest elendige mexikanske musik, vi nogen sinde har hørt – med en subwoofer placeret ulideligt tæt på vores camper. Det stod på frem til kl. 3, hvor os voksne ikke kunne gøre meget andet end at vente på, at det gik over. Drengene sov heldigvis igennem det meste af det. Næste morgen da vi stod op var der affald overalt på den ellers så smukke bjergtop.
Leave a reply