Dejlige oplevelser på the Great Ocean Road

Det er sidste aften i camperen, og det er med blandede følelser, at vi i morgen kører til Melbourne for at aflevere camperen og checke ind på et hotel, hvor vi så har et par dage inden vi flyver til Filippinerne.

Vores tid i Australien har været skøn. Turen på the great ocean road var så smuk, og vi har været vidner til skøn, skøn natur (igen). Knap så frodigt og grønt som New Zealand, men til gengæld super lækre strande, som vi har besøgt mange af på vores tur langs kysten. De klippeformationer, som man kan se nede ved sydkysten er så imponerende (se billederne – bl.a. af London Bridge og de 12 apostle).

Overalt hvor vi har været har folk være imødekommende og venlige. Vi har mødt forskellige lokale, som på hver deres måde har givet et godt indtryk af, hvordan det er at bo i Australien. Ex. mødte vi en familie (bedsteforældre på camping med deres børn og børnebørn). De fik ikke for lidt indenbords, og fyldte vores glas før vi kunne nå at tømme dem – børnene blev proppet med chips og vandmelon. De var utrolig åbne, og fortalte om, hvordan bedstefaren havde lagt i koma i 10 uger da børnene var små, og hvordan bedstemoren lige havde været igennem et kræftforløb. De spurgte hvad vi synes og Australien, og vi sagde, at vi synes, her er fantastisk. Vi listede alt det op, som er skønt, og da vi kom til den gode mad, afbrød en af dem os, og spurgte hvad børnene syntes om Vegemites. Jeg undskyldte og sagde, at det vidste jeg ikke hvad var. ”WHAT? Haven’t you heard about the vegemites?” Og en diskussion blomstrede op i familien omkring hvorvidt vi skulle tvinges til at smage Australiens svar på leverpostej (som i: det alle børn spiser hver dag). Kompromiset blev, at vi skulle have deres bøtte med vegemite med over i vores camper sammen med noget ost, og så skulle vi prøve det til morgenmad oven på toastet brød. Det gjorde vi så, og til den store skuffelse var ingen af os rigtige fans. Vegemite er noget tykt klistret mørkebrunt stads – lidt tykkere end honning, som smager af soya, og som er rig på B-vitamin – meget skør oplevelse – men meget sød familie.

Vi har snakket lidt om, at det på en eller anden måde er blevet hverdag her på vores rejse. Dagene har ligesom en struktur, hvor vi står op, og bliver klar til at komme afsted – checker ud og tager afsted for at se et eller andet – på vej mod næste campingplads, hvor vi så slår lejr, leger på legeplads, tager i poolen, tager til stranden, eller hvad man nu kan der hvor vi er. Så laver vi mad, spiller bold eller kort eller noget – putter børnene – researcher lidt på næste dags eventyr og går i seng. Nogle gange glemmer vi, at det ikke er hverdag, det her, men ferie.

Når vi alligevel også glæder os til at skulle videre er det fordi vi er ved at have fået nok af camping. Fordelen er helt klart, at man er fuldstændig på egen hånd, og selv kan bestemme, hvad der skal ske og hvornår. Vi har set mange store busser med (især) kinesere, som oplever the great ocean road, og vi har talt om, hvor skønt det er, at være på egen hånd. Ulempen er praktik og logistik – det bliver bare lidt klaustrofobisk i sådan en lille camper. Tror dog drengene sagtens kunne være fortsat i camper – de klager ikke – tværtimod – sjældent har de fået mulighed for at lege på så mange forskellige legepladser og strande og svømme i så mange forskellige pools på så kort tid.

Anyway – både Jonas og jeg ser frem til at checke ind på et hotel, hvor man simpelthen bare kan gå i seng, når man vil i seng – og ikke først skal til at rydde alt op, for så at lave camperen om til en kæmpe køjeseng. Sagt med andre ord: vi er klar til lidt luksus, og vi glæder os til Melbourne og til Filippinerne.